Visionen for den fælles strategi for unges fysiske og mentale sundhed handler om at styrke de unges muligheder for at gennemføre en uddannelse og leve det liv, de gerne vil. De unge bevæger sig på tværs af kommunerne. Derfor samarbejder kommunerne om det strategiske og forebyggende arbejde om unge.
Klar livet er en indsats for de unge mellem 16-25 år. Når de unge mennesker forlader grundskolen, forlader de også den kommunale arena, da ungdomsuddannelserne ikke hører under kommunalt regi.
De unge på Vestegnen og Sydamager bruger ikke kommunegrænserne som rettesnor for, hvor de skal tage deres ungdomsuddannelse. Det betyder, at der går unge fra et stort geografisk område på de ungdomsuddannelser, der ligger i de 10 kommuner, som er med i Klar livet.
Uddannelsesstederne er derfor en vigtig aktør at samarbejde og danne partnerskaber med, når vi vil styrke de unges muligheder for at gennemføre en uddannelse, fremme deres mentale sundhed, forebygge rygning og brug af stoffer og alkohol.